Del denne artikel
Berlingskes Nyhedsbureau (BNB) skrev historie, da de trådte ind på et marked, der indtil videre har været domineret af Ritzau. Vi har talt med Jakob Weiss, den første bureauchef for BNB – han fortæller, at de vil satse på kontakten med aftagerne og mere målretning af nyhederne.
Kvalitet vs. kvantitet
Efter at have været afhængige af Ritzau siden slutningen af 1860‘erne skal Berlingske nu selv levere nyheder til alle Berlingskes platforme. Fra 1. januar ser det ejerskab og det samarbejde, der har stået på i over et århundrede mellem Berlingske og Ritzau, sin ende.
Der har været travlt på BNB siden midten af december, hvor Jakob Weiss fortæller, at man gik igang med at teste det arbejdsflow, der skal bære den nye satsning. Bureauet vil bestå af 19 medarbejdere, der alle skal være hurtige på aftrækkeren for at rapportere breaking news til aftagerne. Jakob Weiss understreger dog, at bureauet ikke vil kunne konkurrere med Ritzau kvantitetsmæssigt – det er der simpelthen ikke nok medarbejdere til endnu. Til gengæld vil nyhedsbureauet være mere målrettede end Ritzau.
“Vi er dagligt i kontakt med dem vi skal levere historier til, på den måde ved vi, hvorvidt der er egentlig efterspørgsel på de historier vi leverer. Dette sker både igennem fælles daglige redaktionsmøder på telefonen og ugentlige planlægningsmøder .” siger Jakob Weiss.
Som Weiss selv udpeger er ambitionen todelt, da man både vil være hurtigt og målrettet på samme tid. Men da det er vigtigt for nyhedsbureauet at forstå markedet for ikke bare at producere for produktionens skyld, må de tage de enkelte historier op og føle efter, om der skal rykkes på dem.
Overvågningssystemer og pressemeddelelser
Nyhedsbureauet har et finmasket overvågningssystem, som overvåger hundredevis af hjemmesider for nyheder, der kan bruges. 16 timer i døgnet er der desuden en vagt, der overvåger nyhedsstrømmen, så BNB kan rykke lynhurtigt på en relevant historie.
Selvom både Krimi og Sport er dækket andre steder i mediehuset, skal nyhedsbureauet have “Øjne på alt, men fokus på indland, udland og politik.” siger Jakob Weiss – og bureauet er da også interesseret i pressemeddelelser fra virksomheder, dog finder han det svært at sætte en kvote på hvor mange procent af indholdet, der skal komme herfra. Igen understreger bureauchefen:
“Kvalitet frem for kvantitet – og vi har bestemt ikke tænkt os at copy/paste fra de pressemeddelelser der bliver sendt til os.”
Man er velkommen til at sende relevante pressemeddelelser til Berlingske Nyhedsbureau.
